Cocker spaniel

En cocker spaniel hører til blandt de mindre spanielracer. Den fik sit navn fordi den i særlig grad blev brugt til jagt på snepper (Wood”cock”) i sit hjemland Wales. Første gang jeg så den i aktion, blev jeg mildest talt imponeret. Der er ikke mange andre jagthunderacer, der som en cocker spaniel fuldstændig uanfægtet af brændenælder og stikkende brombærtorne borer sig igennem det tætteste krat, og som utrætteligt drives frem af frisk fært og jagtiver. Den er ekstrem energisk og ukuelig på en måde, som meget sjældent ses hos andre hunderacer. Det er imponerende at se den arbejde. En sand fryd for jægerøjet. Af samme grund fortjener den en større plads blandt andelen af jagthunde i Danmark. Heldigvis får stadig flere jægere øjnene op for dens særlige jagtlige egenskaber.

Når jeg har haft en lille cocker med på jagt, er jeg af og til blevet spurgt: ”Er det en gravhund?” Spørgsmålet udstiller naturligvis spørgernes uvidenhed om jagthunde. På den anden side er det nærliggende, at tro, at det er en gravhund. Især fordi udstillingsfolket fuldstændigt har ændret ved cockerens oprindelige udseende, og i øvrigt også jagtegenskaber, hvis man ser bort fra jagtlinen – den såkaldte Field Trial-type (F.T). Forbavselsen er også stor, når svaret er ”En cocker spaniel.” I manges øjne er en cockerspaniel en lille sukkersød tøjbamselignende hund med bedårende dådyrøjne og hængeører – nærmest som den bliver portrætteret i Walt Disneys udgave af Lady og Vagabonden. Sådan ser de fleste cocker spaniels ganske rigtigt ud, når det drejer sig udstillingshunde. Men når der er tale om F.T. cockerspaniels, er det alt andet end en lille sukkersød tøjbamse, det er en fuldblods jagthund.

I starten af 1900-tallet blev spanielracerne mere veldefinerede, og i starten skelnede man mellem cocker spaniel og springer spaniel på hvor meget de vejede. Vejede den under 25 engelske pund (små 12 kg), var det en cocker. Vejede den over, kom den over i klassen af Springer spaniels - en simpel og let håndterlig metode.
De første danske spaniels, herunder cocker spaniels, betegnedes som lavstammede og lange i kroppen. Ser man på billeder fra omkring år 1900, er en cockerspaniel meget lig den type, som i dag regnes for at være F.T. cocker spaniel. Det var imidlertid inden velmenende personer fokuserede mere på udseende end på brugsegenskaber. Tilgangen i denne avl lå langt fra de visionære avlere, der fremavlede cockerspanielen som en fuldblods jagthund.
Kigger man i medlemsblade fra Dansk kennel klub fra omkring 1900, vil man kunne konstatere, at ikke bare cockerspaniel, men også engelsk springerspaniel oprindeligt så ud, som dem vi i dag kender under navnet F.T. spaniels.  

En cocker spaniel er meget velegnet til rough shooting, hvor få jægere driver krat og halvåbent terræn af. Men en cocker spaniel er også velegnet til store fasanjagter, hvor den oftest blot skal lette fuglene i drevet, så de ikke alle lettes på en gang. Apporteringsarbejdet klares her af retrieverne.

Den ideelle cocker spaniel skal arbejde i et kort, energisk søg - under bøssen - i god kontakt med føreren og kunne rejse vildtet spontant. Den skal være modig og pågående i vegetation, have en medfødt spontan apportering med blød mund og desuden stor vandpassion. Hundene har et blidt og bøjeligt sind uden dominans og er derfor lette at dressere. Sådan lyder beskrivelsen af hvordan en cocker skal arbejde, og det er også sådan, det i praksis opleves.

Generelt sagt adskiller en cocker spaniel sig fra andre spaniels ved at den i højere grad følger vildtfærten spontant i noget der minder om stiksøg – altså der hvor færten er, og ikke systematisk fra side til side, som det ofte ses hos andre spanielracer. Endelig adskiller cockeren sig ofte på sin evne og vilje til at følge fod fra anskudt vildt. Jeg har ofte set især vingeanskudte fasaner blive opsporet med stor effektivitet.

”Det er vist en rigtig støvlepudser!”, lyder kommentaren til en cocker spaniels arbejde ofte på jagter, hvor hundene skal drive vildtet frem til skytter der står for. Her er man vant til at se store og små hunde i skøn forening drive vildtet frem til skytterne - ofte meget selvstændigt og på lang afstand fra hundeføreren. Jeg beklager, men en spaniel skal faktisk være en støvlepudser. En cocker spaniel - og spaniels generelt - er ikke fremavlet til traditionel drivjagt, hvor det forventes, at hundene skal drive løbende vildt flere hundrede meter frem til skytterne. Hvis man tror, at en spaniel fejlagtigt ”pudser støvler”, så har man ikke set lyset ved disse racer. Det er netop pointen med en spaniel, at den ”pudser støvler”. Den skal holde tæt kontakt til jægere/hundeføreren, og kun afsøge området umiddelbart foran disse, så vildtet bliver rejst inden for skudafstand.

En cockers pels kan være ensfarvet, have to eller tre farver - eller være spættet. Pelsen er silkeagtig, glat og blank. Den har en skulderhøjde på 38 - 41 cm.

Første gang jeg selv var på en jagt, hvor der deltog en cocker spaniel, åbnede der sig en helt ny verden for mig. Jeg blev straks fascineret af hundens jagtkundskaber samt de medfødte og oprigtige kontaktbehov. Sådan en måtte jeg også havde.

Som alle mine jagthunde blev min første cocker opkaldt efter en skotsk whisky – i dette tilfælde Laphroaig (La-froyg). En skøn tæve med en såkaldt *liver and tan* farvetegning, og det mest pragtfulde og tillidsfulde væsen. Det er ubetinget den af mine jagthunde, som har udvist størst energi og jagtpassion. Jeg har erfaringer med meget forskellige jagthunde – både ruhåret og korthåret hønsehund, gravhund, labrador og irsk setter. Uanset hvor træls vejret er, og hvor mange stikkende roser, tjørn eller brombær hun skal gennemsøge, går Laphroaig altid til opgaven med en imponerende iver og stor passion – det duer virkelig.
Det er altid en meget speciel oplevelse, når man skyder det første stykke vildt, der er rejst af ens nye jagthund, men en veludført apportering kan så afgjort være en ligeså god oplevelse og endda overgå den. Første gang Laphroaig blev sendt efter en vingeskudt fasankok, var hun blot otte måneder gammel, så jeg var noget betænkelig ved situationen. Efter ganske kort tid og en udredning af et spor på mindst 150 meter, kom hun imidlertid susende tilbage med fasankokken i flaben og med samme fart, som da hun blev sendt ud. Sådan! Så bliver man så stolt og glad, at det kan mærkes lang tid efter.
Sidenhen har hun udviklet en meget pålidelig vane med at knaldapportere. Det er selvfølgelig ikke optimalt, men ofte er den hurtige indsats en stærk medvirkende årsag til, at vi få fat i de tyndt skudte fugle. En meget anerkendt svensk jagthundeforsker sagde engang diplomatisk til mig:
- Skydeglade jægere får hunde, som knaldapporterer. Jeg må desværre sande, at det bestemt passer i mit tilfælde.

Mange gange har Laphroaig brilleret ved at finde vingeskudte fasaner, eller en løbsskudt hare, som andre hunde forinden havde forsøgt sig på. Samme mønster har jeg set på markprøver og på praktisk jagt med andre cockere, og her har jeg fået bekræftet min opfattelse af, at cockeren har en særlig god evne til at følge og fastholde fod fra anskudt vildt.  

Desværre er cocker spaniels topscorere blandt jagthunderacerne på listen over hunde, som bliver aflivet på grund af aggression. Ifølge en undersøgelse offentliggjort af Dansk Kennel Klub, er årsagen aggression i hele 26 % af de tilfælde, hvor en cocker spaniel bliver aflivet. Jeg har desværre ikke et nøjere kendskab til materialet bag tallet, og ved derfor heller ikke, hvorvidt man kan skelne mellem forskellige typer af cockere.  Men jeg har umådeligt svært ved at forestille mig, at der er samme andel af aggressive hunde blandt Field Trial cocker spaniels som for gennemsnittet. Hvis man så mere nuanceret på årsagerne til aflivningerne end blot på en racespecifik opdeling, ville resultatet formentlig blive anderledes. Det er meget sandsynligt, at der er et mønster i den måde, hvorpå hunde ikke får lov til at få afløb for deres instinkter og naturlige adfærd. En jagthunderace skal have lov til at komme på jagt. Den må ikke blive ødelagt af urimelige krav til dens udseende, eller ved at ignorere eller glemme det oprindelige formål med at avle racen frem.