Hent Adobe Flash player
Menu
Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.

Fodring af jagthunden


Tekst og foto: Niels Søndergaard, Wildlife Management.dk

En hund skal trives for at fungere optimalt under jagten. Ud over stimulering af hundens naturlige instinkter skal man fodre den rigtigt.

Hundens fodring

For at kunne yde en god indsats, skal en aktiv jagthund have en velbalanceret foderblanding, som opretholder en god sundhed samt en optimal ydeevne. Foderets energiindhold kendetegnes ved dets brændværdi i organismen, og måles i kilojoule (kJ) eller kilokalorier (kcal). Foderet skal indeholde de rette mængder af fedt, proteiner og kulhydrater, som alle bidrager til energiindholdet, hvortil kommer de nødvendige vitaminer og mineraler.

Fedt og proteiner

Proteinerne er organismens byggesten. Afhængigt af om det er en ung eller en meget aktiv hund, som fodres, skal proteinindholdet udgøre mellem 15-30 % af tørstoffet i foderet. Proteinet i foderet stammer primært fra kødprodukter, herunder også fisk og æg.

Fedt er i høj grad organismens lettilgængelige brændstof. Hundens stofskifte er anderledes end menneskets, idet det i langt højere grad er baseret på fedtforbrænding. Det er værd at vide, når man skal fodre hunden, så den opretholder en optimal ydeevne. Et fedtindhold på 10-20 % af tørstofindholdet vil være passende. Det er selvfølgelig afhængigt af, hvor aktiv hunden er, og om det er sommer eller vinter, om den ligger indenfor foran brændeovnen eller ude i et hundehus - samt ikke mindst, hvordan dens foderstand i det hele taget er. Fedtkilden skal bestå både af umættede fedtsyrer (findes primært i animalsk fedt) og flerumættede fedtsyrer (findes primært i planteolie, men også i fiskeolie).

Kulhydrat

Ud over mineraler og vitaminer består resten af tørstoffet af kulhydrat. Lidt populært sagt er kulhydraterne organismens langsigtede brændstof. En del af kulhydraterne er træstof og fibre, som er med til at holde maven i gang, så den har noget at arbejde med.
Man kan vælge selv at fremstille foderet eller købe et færdigt foder. Fodring med hjemmelavet foder er naturligvis lidt mere besværligt. Forudsat at man bruger gode råvarer, er man er sikker på, at hunden får et godt foder, hvor man nogenlunde kender indholdet af protein, fedt og kulhydrat og dettes kvalitet. Men husk at jo mere, man selv blander i sit foder, desto større er risikoen for at lave fejl.
Udbudet af færdiglavet hundefoder er enormt. Et retvisende billede af det bedste foder er nærmest umuligt at give. Alle producenter mener naturligvis, at lige netop deres foder er det bedste, og henviser til en masse laboratorieundersøgelser fremstilles, så bestemte næringsstoffer, vitaminer, mineraler m.v. bevares og dermed sikrer bedst mulig optagelse og fordøjelighed.
Et godt råd er her at prøve sig frem med forskellige produkter, indtil man finder et, som hunden gerne æder, og som den samtidig ser ud til at trives godt med. Der er stor forskel på, hvordan forskellige hunde optager foderet. Det er derfor vigtigt, at man gør sig erfaringer med egne hunde.
Med fleste - ofte lidt dyrere – af høj kvalitet, opnås en meget høj udnyttelsesgrad. De mindre gode og tit lidt billigere opnår en markant ringere udnyttelsesgrad.

Kvalitetsbedømmelse

Følgende punkter er retningsgivende for en vurdering af hundefoderets kvalitet. Meget afhænger selvsagt af, at hunden ellers er sund og rask. Ved skift af hundefoder går der normalt op til 4 uger, før man kan se et retvisende billede af det nye foders effekt. Foderskift bør ske gradvist over mindst en uge.

• En velfodret hund skal have en blank og skinnende pels.
• Dens afføring skal have et relativt ringe volumen, samt en fast og tør konsistens.
• Hunden skal æde en lille mængde af foderet, for at opnå den daglige dosis. Hvis hunden skal æde særlig store mængder for at få, hvad den behøver, kan det være svært at fodre optimalt.
• Store mængder tarmluft er tegn på dårlig fordøjelse af foderet.
• Prisen hænger ofte (men ikke altid) sammen med kvaliteten af hundefoderet.

Fodring

På de fleste hundefoder produkter findes en vejledning i dosering af foderet. Den vil normalt være meget retvisende. Hvis ikke, må man forsøge sig lidt frem. Hunden skal naturligvis have, hvad den behøver.
Huldet på en hund vurderes ved at man ser på ribbenene og ryggen. Afhængig af hvilken race man kigger på, vil man på korthårede hunde i god foderstand kunne skimte ribbenene. De skal ikke være meget fremtrædende, men blot svagt tydelige. På langhårede hunde er det straks lidt vanskeligere. Når man føler på siden af hunden, skal man ikke være i tvivl om at ribbenene er der, men omvendt, skal de heller ikke føles meget tydelige. Ryggen på hunden, kan også bruges som indikator for fodertilstanden. Torntappene må ikke være fremtrædende. Lægger man hånden fladt oven på hundens ryg lige bag ved skulderbladet, skal man kunne mærke begge rygmuskler og ikke tydeligt kunne mærke torntappene. Ved ældre hunde kan disse vejledninger ikke altid bruges.
Normalt er der ikke problemer med fedme blandt aktive brugshunde, men blot for at understrege vigtigheden af at undgå at hunde bliver overvægtige, vil jeg alligevel slå et slag for at dæmme op for den totalt misforståede godhed, der resulterer i, at hunde bliver overvægtige. Sørg altid for at hunden er slank. Præcis som hos mennesker er mange sygdomme hos hunde i dag et resultat af ”velfærd” snarere end af mangler. Dette gælder nok især hunde, som ikke er tilstrækkeligt aktive.

Hvalpe/unghunde

Hvis man benytter et fornuftigt voksenfoder af god kvalitet, kan man sagtens bruge det til hvalpen fra den er 8 måneder gammel. Forudsat at foderet er af god kvalitet, skal man ikke give nogen form for yderligere tilskud.
Er der derimod tale om et voksenfoder af tvivlsom kvalitet, skal man erstatte det med hvalpefoder. Hvis foderet er af dårlig beskaffenhed, skal hunden æde store mængder for få sit energibehov dækket. Det kan betyde, at hunden derved overforsynes med visse mineraler, vitaminer, næringsstoffer m.v., hvilket kan få alvorlige følger. Hvalpe af racer, der vokser hurtigt (store racer), kan med fordel anvende hvalpefoder specielt designet til dette formål (Large breed”-typen).

Aktive brugshunde

I de perioder, hvor hunden skal yde meget, skal den have mere fedt (energi), og gerne tillige mere protein, men energitilskuddet skal primært komme fra fedt. Hvis foderet ikke indeholder rigelige mængder af fedt, kan det suppleres med fedt i form af spæk og margarine.
Fodringen skal helst ske flere (2-3) gange daglig, især i perioder hvor hunden skal bestille noget. Fodring bør aldrig ske fra 1/2 – 4 timer før arbejde, men gerne i meget små mængder, så snart hunden er i gang, og det skal ske med et foder, der er meget energiholdigt. En hund arbejder dårligt på fuld mave. Desuden er der risiko for, at hunden kollapser, får kramper mv., fordi insulinbalancen ikke er i orden. Når hunden arbejder, kan fodring i stedet ske i små mængder og helst med fedtholdigt foder. Wienerbrød eller en klump ren fedt i form af margarine el.lign. er velegnet.
Øges foderforbruget med mere end 30 %, når hunden yder en stor arbejdsindsats, bør man skifte til et foder med højere energiindhold.
Når hunden yder meget, skal den også have adgang til rigelige mængder vand. I varme perioder, men også i frostvejr, er behovet for ekstra vand under arbejdet størst. Hvis hunden kommer i væskeunderskud, bliver den kraftløs og yder ikke optimalt. I værste konsekvens kan den kollapse.

Kosttilskud

De fleste hunde vil gerne have surmælksprodukter, og det er et fint kosttilskud især til hvalpe. Hvis hunden har problemer med maven, kan et kosttilskud i form af et surmælksprodukt løse problemet.
Kosttilskud i form af kødben er efter min mening enhver hunds ret. Mindst en gang om ugen, bør hunden få et godt kødben.

Vand

Hunde skal altid have adgang til frisk vand. Det er en god ide at vande hundene, så man kan følge med i, hvor meget de drikker. Ved visse hundesygdomme er symptomerne, at hunden enten drikker meget eller slet ikke.
Nye emner
Ny jagt sæson
Generelt
19-08-2011
VidenOmJagt.dk  |    |     |    |  mail@altomjagtrejser.dk