Ruhåret hønsehund

Nogen har fejlagtigt den opfattelse at en ruhår er en strid børste og uregerlig, men sådan behøver det absolut ikke være. Det er måske mere et udtryk for alsidigheden hos deres ejeren, eller evner til at styre dens imponerende potentiale.

Boomer hedder den ruhårs han, som for alvor åbnede mine øjne for ruhårens imponerende jagtiver, men også behov for den rette dressur, hvis dens potentiale skal kunne udnyttes til glæde for hundeføreren og den selv. Boomer imponere ikke blot ved sin jagtiver, men også ved sin særdeles solide og stærke kropsbygning, rolige væsen, gode temperament, og overvældende selvtillid. Boomer har en tydeligvis faste psyke, et stort mod og en skarphed til at klare enhver situation. Her er tale om en jagthund, som ligger lige på grænsen af hvad man kan styre. Han kræver i hvert fald en helt speciel hundefører, som forstå at dresserer en hund med så megen energi og jagtlyst, men også med så stort et potentiale. Jeg vil tillade mig at påstå, at hvis en gennemsnitlig hundefører får til opgave dresser en hund som boomer, vil det ikke lykkes, og hunden vil let udvikle sig til en uregerlig børste. Men det er ikke hundens skyld. Her skal særlige evner til som hundefører for at forstå og udnytte dens imponerende potentiale, men så får man også en top jagthund, som kun sjældent ses.

Ruhåret hønsehund er som race ikke en gammel agtværdig jagthunderace, men en af de yngste. Selvom ruhårede jagthunde sikkert har været anvendt langt tidligere, er det først i slutningen af det 19. århundrede, at der startede en mere målrettet avl af ruhårede jagthunde. Skriftlige kilder i germansk lovgivning fra det 5. århunderede beretter om ruhårede jagthunde. Alsidigheden var allerede dengang endnu mere udtalt, idet de ruhårede hunde udover at blive brugt til jagt, også blev brugt som hyrdehund til at vogte kvæg, og som vagthund. Allerede dengang blev dens lærevillighed, trofasthed, fremragende næse, passion for vand og apportérlyst beskrevet.

De forskellige kilder, der herefter beskriver ruhårens historie er ikke entydige. Men der tegner sig et billede af at de ruhårede hunde blev krydset med korthårede jagthunde, og således opstod de første hunde, der blev kaldt barbet eller berbet. Avlsarbejdet med ruhårede jagthunde skete flere steder i Euroopa. I Italien blev hundene benævnet spinone, og i England benævnes den russisk pointer og i Frankrig og Belgien (beskrevet allerede i 1683) blev benævnelserne griffon og barbet brugt. Barbet-hunden var grundstammen for en række stichelhaar-stammer, der senere krydses med både den tyske puddelpointer og den franske griffon.

Griffon Korthals´, som blev opdrættet på grundlag af idéerne fra ”Hegewald” i Tyskland (Sigismund Freiherr von Zedlitz und Neukirch) og var en af de første grundstammer til det vi i dag kender som ruhåret hønsehund. Det erklærede mål med avlsarbejdet var, at fremavle en væsensfast og ydedygtig ruhåret, tysk jagtbrugshund. Princippet for avlsarbejdet var ”Gennem ydelse til type”. Man tog hensyn til og accepterede stor frihed i avlen og ganske hurtigt opstod der altså ud fra det bedste ruhårs-materiale racerne: Pudelpointer, Griffon Korthals, Deutsch Stichelhaar. Som ved indblanding af korthåret hønsehund tilførte yderligere praktisk og vejrbestandig pels og alsidighed på alle jagtmæssige områder. I 1873 kom gennembruddet og efterhånden som arbejdet med ruhår bredte sig udover hele Tyskland, hvor den på få årtier den mest anvendte, gennemafprøvede og populære jagthund, fik jægere i nabolandene opmærksomhed på racen og hentede hunde hjem fra Tyskland. På grund af disse hunde skabtes grundlaget for ruhår. I Skandinavien var det specielt Sverige og Danmark som hentede hunde hjem. Eftersom der kom mange hanhunde til Sverige og de blev brugt i avlen i Danmark, er avlsmaterialet stort set det samme.

I Danmark er der i nyere tid avlet hunde, som med hensyn til eksteriør er anerkendt som noget af det bedste inden for racen. Alligevel er der mange ruhårsfolk, som til stadighed henter hunden hjem fra Tyskland. Årsagen har får nogle været, at hunde fra Tyskland generelt har en mere fast psyke og et godt temperament, og bedre brugeegenskaber. Samtidig vil andre hævde, at de Tyske hunde er mere vilde, uregerlige og sågar aggressive. Men forskellige opfattelser og uenighed omkring alvsarbejdet både hvad angår eksteriør og brugsegenskaber, er vel charmen og næsten synonym med menneskene i jagthundeverdenen.  

Det avlsarbejde der foregår i Tyskland ikke blot inden for ruhår med i det hele taget, er i min optik meget imponerede. Man kunne få det indtryk, at tyskerne fokusere mere på brugsegenskaber og trivsel hos hundene, end på mere irrationelle faktorer, som desværre ofte præger hundeavl. I min optik virker det ofte som om, at man forsøger sig med avl af forskellige tyske racer i Danmark, og når der skal rettes op på racen henter man hunde fra hjemlandet Tyskland.

I 1928 blev der i Danmark stiftet en specialklub for ruhårede jagthunde med navnet Dansk Griffon Klub. Dette er senere ændret til Dansk Ruhår Klub www.ruhaar.dk

Ruhåret hønsehund er den mest populære jagthund i Danmark. Det er den også i sit hjemland, Tyskland. Det er ikke uden grund. Den er alsidig, robust, fyldt med jagtiver og energi, og så har den en fast psyke.  Det er den ruhårede hønsehund, eller som den hed engang; Tysk ruhåret hønsehund. Det tyske har den lagt fra sig i mere end en forstand, og det på godt og ondt ifølge nogle af ruhårsfolkene.

Alsidigheden er dens væsentligste kendetegn og her adskiller den sig fra mange andre jagthunderacer. Netop alsidigheden betyder, at den det ene øjeblik kan:
• Drive med hårvildt i skoven for fuld hals.
• Tage stand for en sneppe i skovbunden og for en agerhøne eller fasan i roemarken eller på stubben.
• Drive ræven ud til skytter fra en sumpet og ufremkommelig rørskov.
• Apportere en gås i en tæt tilgroet mose.
• Tage en anskudt ræv i et tæt krat.
• Eftersøge en anskudt kronhjort flere kilometer i uvejsomt terræn mange timer efter hjorten er flygtet fra anskudsstedet.
• Respektere haren i sit sæde under afsøgning af en roemark efter agerhøns, og efterfølgende drive med haren i skoven.
• Følge pürschjægeren lydløst på jagt efter sommerbuk, og signalere til jægeren, hvor bukken er.
• Apportere en vingeskudt og dykkende and i en sø.

Der findes således stort set ingen jagtform, hvor ruhåren ikke kan bidrage. Det kræver naturligvis, at den har modtaget den fornødne træning. Jeg har sågar mødt ruhårsfolk, som næsten mente, at deres ruhåret hønsehund kunne gå i grav bedre end gravhunde og terrier. Det betvivler jeg ikke de kan, men forholder mig blot til dens fysiske størrelse. Men som hos andre jagthunde, er det op til hundeføreren om vedkommende forstår, at udnytte hundens potentiale. Hunden kan. Men spørgsmålet er, om hundeføreren forstår at træne dens mange forskellige egenskaber.

Derudover skal den fungere som rolig og kærlig familiehund og måske tillige være vagtsom overfor fremmede. Men alsidigheden er også dens begrænsning. Jo flere discipliner en jagthund skal kunne mestre jo mere må man være indstillet på at gå på kompromis med de enkelte discipliner. Det vil kun sjældent kunne lade sig gøre at mestre mere end nogle få discipliner til det fuldkomne - ”Jake of all trades, master of none”!

En pointer eller setter der eksplodere på en mark i fart, kraft og stil, er en helt anden æstetisk oplevelse for jægere end en i denne sammenhæng gumpe tung ruhår, der langsomt bevæger sig ud over markerne. Vi skal respektere de forskellige jagthunderacers særkende. Ruhårens særkende er alsidigheden og dens kraft og skarphed.

Jeg har flere gange jaget agerhøns og fasaner med min ruhår og andre ruhårede, sammen med engelske stående hunde i såvel flade brak- og roemarker, som på høje stejle fjedsider efter ryper, og i tæt gammel granskov efter tjur. Forskelligheden mellem den ruhåret hønsehund og de engelske stående hunde er i sagens natur udtalt, når det gælder æstetik, men jeg vover pelsen og påstår, at effektiviteten er mindst lige så stor – måske større - selv om ruhåren ikke kommer over tilnærmelsesvis så store arealer, som de engelske hunde.      

De findes i meget uldne udgaver. Og i meget stride udgaver. Nogle kræver pelspleje andre ikke. De tyske linjer vil sædvanligvis ikke kræve nogen form for pelspleje. Mange ruhår er endvidere ensbetydende med et savlende skæg – det skal man lige væne sig til. Især når man er vant til at et labhoved på låret ikke er ens betydende med en savlklat, men mindre der helt perifert er blevet nævnt noget der kunne minde om ordet mad, så skal jeg også hilse og sige at savlklatten kommer i et omfang som kun labben kan præstere.  

Hårlaget er meget forskelligt. Den udgave er meget ulden, og det beskytter godt mod slid fra vegetation, når hunden arbejder i eksempelvis rørskov.

Her i mere ”kort håret” model. Dette er sådan en ruhår, typsik ser ud i dens Hjemland, Tyskland.

"Stående jagthund med ædel fremtræden med en hård pels, der fuldkommen beskytter huden. Dens udtryk er opmærksomt og energisk. Bevægelsen skal være kraftfuld med god rækkevidde, flydende og harmonisk"

En ruhår er en hønsehund med et ædelt og særdeles robust udseende med en tydelig rektangulær kropsbygning. Den har en strid og ru pels, der beskytter huden. Ruhårens temperament er fast, livligt, og dens udtryk er opmærksomt og energisk. Dens bevægelser er kraftfulde, flydende og harmoniske med god rækkevidde. En hund, som i alle detaljer er bygget til at bevæge sig i skiftende terræn uden at trættes. Den ruhårede hønsehund er en effektiv jagthund – i vand såvel som på mark og i skov. En meget alsidig hund med stor jagtlyst. Ruhåren kræver megen motion. En robust jagthund med en fast psyke. Bestemte linier af ruhår kan have udpræget hårvildtsinteresse, hvilket kan være en fordel ved eksempelvis schweissarbejdet.

Den er særdeles velegnet til eftersøgning på råvildt, hvor hetzen udgør en stor del af eftersøgningen. Problemer med at spore nødstedt vildt kan opstå, fordi den er meget jagtivrig og ofte har stor lyst til at drive med frisk vildt. Ønsker man en god hund til remarbejdet, bør man ikke bruge den til drivjagt.
Ruhåret hønsehund er som nævnt en af de mest populære jagthunderacer i Danmark. I det danske schweissregister er den også talrigest repræsenteret.

Idealstørrelse for hanner er 60 – 65 cm og for tæver 58 – 62 cm. Farven skal være mørk til mellembrun, brunbroget eller lysbroget med eller uden aftegninger. Også sortbroget er tilladt.
De ruhårede hønsehunde klarer sig generelt særdeles godt på fuldblodsprøver, hvor netop alsidigheden er et væsentligt element.

Niveauet for avlsarbejdet inden for ruhåret hønsehund i Danmark, er igennem de seneste år blevet hævet væsentlig ved indførelsen af en markprøve – Dansk Ruhårs Klubs ungehundeprøve – hvor den unge hunds medfødte og naturlige anlæg for brugsarbejde bedømmes. Det er en meget positiv udvikling, idet man forsøger at eliminere den faktor som hundeførerens evne til at dressere makrprøvehunde har. Derved bliver det i højere grad muligt, at avle på de hunde med gode medfødte og naturlige anlæg for brugsarbejde.
På unghundeprøven bliver hundene afprøvet i følgende discipliner:

• Markarbejde
• Vandarbejde
• Sporvilje

Prøvens formål er at bedømme hundens anlæg for alsidigt brugshundearbejde med henblik på at give information til brug for udvælgelse af avlshunde. Bedømmelsen indgår i vurderingen af såvel hundens egne, som af dens slægtnings avlsværdi.

Ruhårs klubben ønsker at avle en alsidig brugshund, som kan være til nytte på stort set alle jagtformer og på alle årstider. Vi lægger vægt på hundens arbejde før og efter skuddet, dvs. hunden skal kunne bringe vildt for bøssen, og den skal være god til at bringe det skudte og især det anskudte vildt på tasken.

Prøven er åben for alle ruhårede hønsehunde i alderen fra 10 – 24 mdr. med FCI stambog. Alle discipliner bliver bedømt efter et pointskema. Det skal understreges, at prøven ikke er en konkurrence. Eksteriøret bliver også pointbedømt, men her får hunden også en præmiegrad. Alle hunde vil blive bedømt som unghunde.

I England er ruhåret hønsehund delt i en udstillingsline og brugsline. Det ville jeg ellers have forsvoret ikke kunne ske med en så jagtivrig og intens en jagthund som ruhår, men Englændere har desværre gjort det. Det er noget af det værste der kan ske for en jagthunderace. Fokus må og skal være på de jagtlige brugegenskaber.  

Man skal ikke mange år tilbage før der findes mange beretninger om skytternes natlige og ofte korporlige kampe med krybskytter. Her var ruhåret hønsehund meget populær, hvilket nok især skal tillægges den effekt dens fysiske størrelse og rolige temperament har. Jeg tvivler på den særlig ofte har haft en aggressiv adfærd.  

Ruhåret hønsehund er en fantastisk jagthund med et stort potentiale, men det er også en hund som kræver noget af sine omgivelser. Som ved alle andre valg af hunderace, bør man nøje overveje hvilken jagt man kan tilbyde jagthunden og ikke mindst hvor meget tid har man til rådighed. En ruhåret hønsehund skal i min optik have lov til at blive brugt, og det kræver først og fremmest, at man kan tilbyde den en masse jagt, og gerne jagt hvor den kan få mulighed for at tage stand. Alternativt skal det bruges meget og specialiseres til en bestemt disciplin. Det kunne være schweissarbejde, selvom også det vil kunne kombineres med fuglearbejde. Det er jo en meget alsidig jagthund. Alt sammen kræver det man har tid til at udnytte det fantastiske potentiale ruhåren har. Og husk, at når hunden ikke gør det du forventer af den, så der det ofte fordi du ikke formår at få den til at forstå hvad du forventer af den! En hund som Boomer har så meget jagtlyst, at der skal helt specielle evner til at dressere den og ikke mindst til at få den til at forstå hvad der forventes af en hund, som måske har potentiellet til at blive en jagthund, der vil går over i historien, som en excellent jagthund.