Store bukke

De fleste bukkejægere drømmer om at skyde en stærk buk. Det kræver dog både tålmodighed, rigtigt fødeudbud – og gode arveanlæg i råvildtbestanden.

Der er normalt tre grundkrav, som skal opfyldes, før at man kan nedlægge en stærk buk på sit terræn. En målrettet afskydning, gode fødemuligheder på reviret, og en bestand af dyr med de rette arveanlæg til at udvikle gode trofæer. Der er altså tale om både miljømæssige og arvelige faktorer, som afgør om og hvordan man kan opnå trofæmæssigt stærke bukke på terrænet. Nogle af faktorerne er umiddelbart påvirkelige, mens andre er vanskelige af ændre ved.

Den væsentligste faktor er måske jægerens pegefinger.  Eller mere præcist: Evnen til at beherske dens tilbøjelighed til at krummes, når der viser sig en buk. Det er egentligt såre enkelt. Lad vær med at skyde unge bukke, der sætter en lovende opsats op! Vent til de topper. det vil typisk sige som 4-6-årige - altså inden de går på retur, og opsatsen bliver mindre.  

Desværre har flere studier vist, at det hos unge bukke er særdeles vanskeligt at forudse det følgende års opsatsudvikling. Derfor skal bukkene have en vis alder før man med blot nogenlunde sandsynlighed kan forudsige opsatsens potentiale.  

Råbukkens energiforbrug på dannelsen af opsatsen, er sammenlignet med andet hjortevildt forholdsvis beskedent og ensartet i forhold til alder og individer.  Alligevel har adgangen til energi – altså mængden og kvaliteten af føden - stor betydning.

Opsatsen er en udvækst af bukkens skelet. Den består mest af kalk eller mere præcist kalciumfosfat.  Under dannelsen af opsatsen vil bukken tære på sit skelet. Derfor har bukkens generelle fodertilstand betydning for opsatsens udvikling. Den føde, som bukken optager i løbet af efterår og vinter har således betydning for dannelsen af opsatsen i løbet af vinterperioden. De gamle bukke, som kan kaste opsatsen tidligt, vil have bedre forudsætninger for at sikre en fodertilstand, der giver mulighed for dannelse af et stort trofæ. Årsagen er, at fysiologiske forhold sætter dem i stand til tidligt at opbygge de reserver, som er grundlaget for dannelsen af opsatsen. Etårige bukke kaster opsatsen sent – men man har ikke kunnet påvise nogen sammenhæng eller system i, hvornår bukkene kaster deres opsats. Hvornår opsatsen kastes er der større individuelle forskelle på, end der er sammenhæng med dyrets alder. Vinterfodring formodes at have en positiv betydning for dannelsen af store stærke trofæer. Men til forudsætningerne for dannelsen af store stærke opsatser hører ikke blot fodertilstanden her og nu, men også bukkens vægt og alder. Studier har vist, at opsatsen er størst i bukkens fjerde eller femte leveår. Herefter stiger vægten på opsatsen beskedent hvert år.

Faktorer der påvirker bukkens dannelse af opsatsen.

De rette arvelige egenskaber skal være til stede for at bukkene på et givent terræn kan udvikle store og stærke trofæer.

Man har adskillige steder forsøgt at introducere bukke med gode anlæg for stærke trofæer til bestande med trofæmæssigt svage dyr. Men til trods for at man tilførte dyrene både foder og mineraler inden man foretog en målrettet afskydning, har resultaterne af disse anstrengelser sjældent været imponerende, selvom der findes eksempler på at det er lykkedes.

Erfaringer viser, at bukke kan presses af gamle stærke bukke i en sådan grad, at deres opsatsudvikling hæmmes. Rosenstokkens og opsatsens udvikling er begge tilknyttet kønsmodningen, og især rosenstokkens udvikling afhænger meget af kropsvægten. Hvis en yngre buk presses af en mere dominerende artsfælle, vil det kunne mindske opsatsudviklingen.  

Råvildt betegnes ofte som ”feinschmecker” og det er ikke uden grund, da det omhyggeligt udvælger føden, og selekterer helt ned på enkeltdele af en plante for at få de fødeemner, som passer bedst til fødebehovet på det pågældende tidspunkt. Antallet af planter, som råvildtet æder, er imponerede. Undersøgelser har vist, at råvildt i Norden kan have omkring 50-60 forskellige plantearter i vommen samtidigt. Ikke bare variationen, men også fordelingen er bred. I en undersøgelse fandt man 34 plantearter i vommen på et stykke råvildt, men kun to af arterne udgjorde mere 5 % af det totale indhold. Råvildt æder i løbet af året kun 5 til 10 arter i større mængder. Resten er nøje udvalgte fødeemner tilpasset det enkelte individs specifikke fødeindtag på den pågældende årstid.    

De vigtigste faktorer for gode fødemuligheder er:

• Mængden af planter på den givne lokalitet

• Diversiteten af planter

• Planternes relative næringsindhold

Der er grund til at antage, at især tilgangen af vinterføde og dens kvalitet har betydning for opsatsens udvikling. Om vinteren æder råvildt vedplanter i større udstrækning end noget andet dansk hjortevildt, derfor har adgangen hertil større betydning. Øvrig vinterføde er frugter, bær og plantedele fra mindre vedplanter såsom solbær, brombær, hindbær, blåbær, tyttebær, lyng og større vedplanter som pilearterne, røn, eg, bøg og ask. Frø fra bøg og eg (olden) er også vigtige fødeemner, og råvildt kan i oldenår om vinteren stort set koncentrere hele fødesøgningen på denne kilde om vinteren. Råvildt esser også meget gerne på grantræer og deres knopper, og især ædelgraner som normannsgran og grandis har høj prioritet. Endelig udgør græsser og urter også en vigtig føde for råvildt om vinteren, og især kulturgræsser og vintersæd er vigtige fødeemner, mens kløver ubetinget er den vigtigste af urterne.

For at have det nødvendige varierede udbud af planter, der muliggør en ideel produktion af bukke med store og stærke opsatser, skal terrænet være vekslende. Værdien af en terræntypes værdi som fødekilde varierer voldsomt. Eksempelvis vil en skoveng producere 20 gange så meget føde per hektar som en mellemaldrende bøgeskov.

Idealterræner består i en passende kombination af:

• Lysåbne naturtyper såsom skovenge,

• Markarealer med vintersæd

• Græsarealer – som meget gerne må afgræsses af kreaturer

• Unge skovkulturer, gerne med lystræer som eg, ask, birk og skovfyr

• Ældre løvtræsarealer, der producere olden

• Levende hegn, vildtplantninger og skovbryn med store forekomster af buske, som brombær, hindbær, solbær og lign.

• Vildtagre med kløvergræs - gerne supplerede med vedvildtagre med pil, røn, ask og eg.

• Adgang til vand - selvom råvildtet sjældent drikker

• Granholme. Vigtige som dækning, men granbevoksede arealer vil generelt kun producere føde af betydning i de første 10 år efter etablering.

• Områder med mulig fældning/afgrening af især løvtræer om vinteren, vil give et nyttigt fødetilskud gennem adgang til knopperne.

Generelt producerer de gode jorder flere store opsatser end på de magre jorder. Det skyldes formentlig de gode jordes generelt højere kalkindhold, som øger kalkindholdet i planterne, hvilket kan være medvirkende til, at bukkene udvikler større opsatser.

Fosfor og kalcium er som nævnt vigtige mineraler, når opsatsen skal dannes.  Især kalcium har stor betydning. Visse fødeemner har højt indhold af kalcium, men der er ingen sikre indikationer på sammenhæng mellem store opsatser og rig tilgang af kalcium. Opsatsens størrelse er - ligesom kropsstørrelsen - i det hele taget afhængig af et generelt godt næringsgrundlag. Alligevel vil jeg vove pelsen og anbefale et foderemne, som naturligt indeholder meget kalcium, nemlig hel havre. På grund af råvildtets fordøjelsessystem og hel havres høje indhold af mineraler er denne kornsort meget velegnet som foder. Man får således større udbytte af at fodre med havre end eksempelvis hvede. Kraftfoder anbefales kun i bestande, hvor man fodrer igennem mange år, og dyrene derfor bliver vænnet til kraftigt foder. Generelt anbefales det ikke at bruge kraftfoder med mindre det sker meget kontrolleret. Desuden indeholder de fleste kraftfodertyper relativt meget kobber, som kan have en negativ effekt på råvildtets sundhed.

Vinterfodring skal være startet inden efteråret for alvor sætter ind. Årsagen er, at vildtets fordøjelsessystem, skal vænne sig til foderet. Begynder man midt om vinteren at udsætte foder, som har et højt energiindhold, kan man let risikere, at fodret gør stor skade. Vildtets fordøjelsessystem skal have tid til at omstille sig til forskellige fodertyper.

Råvildtets stofskifte øges sidst på vinteren, og her har de brug for ekstra føde indtil der kommer vækst i den naturlige vegetation. Det anbefales at anvende havre - eventuelt suppleret med lidt kraftfoder og gerne kombineret med rodfrugter og ensilage.

Råvildt og andet klovbærende vildt har generelt stor lyst til at slikke salt, og det er helt naturligt, at klovbærende vildt æder saltrig jord. Årsagen er, at de mangler mineraler og det vigtigste mineral i denne sammenhæng er natrium, som de fleste af deres foderplanter har et relativt lavt indhold af. Derfor vil hjortevildt generelt søge naturlige forekomster af salt, herunder natrium - især i april, maj og aftagende i juni.
I sensommeren og efteråret vil søgningen være begrænset.    

Opsætning af sliksten kan medvirke til at sikre, at bukken får den salte og mineraler, som den har brug for at udvikle opsatsen optimalt. Men det er ikke på alle terræner, at vildtet generelt anvender slikstenen. Derfor kan man eventuelt sætte dem op i mindre opfang for at se om de benyttes. Anvender dyrene dem meget, kan man efterfølgende sætte flere op.

Slikstenen kan enten placeres højt på en pæl, så regnvand langsomt opløser stenen, og mineralerne derved bliver tilgængelige for vildtet på pælen. Eller blot på en pæl, så råvildtet kan slikke direkte på stenen.
Sliksten skal være af en type, som (stort set) ikke indeholder kobber, da råvildt ligesom får ikke tåler dette mineral. Det diskuteres blandt de sagkyndige, hvorvidt øget saltindhold også fører til øget stofskifte og øget tørst.

Første regel i bestræbelserne på at skyde bukke med store og stærke opsatser består i ikke at skyde mellemaldrende bukke, som har sat en kraftig opsats op. Sandsynligheden for at de kan udvikle en særlig stor og stærk opsats, når de aldersmæssigt topper i deres udvikling, er forholdsvis stor. Eftersom de allerede har vist at have anlæggene bør de få tiden til at bevise det. Belønningen for den tålmodige jæger er at jage og forhåbentlig nedlægge den kapitale buk.
En forudsætning for at skyde store og stærke trofæer er et stort udvælgelsesmateriale. Det betyder at især bukkelammene og etårsbukkene skal spares, så der det følgende år er gode muligheder for at selektivt at afskyde de svage mellemaldrende bukke. Her er det nemlig et forholdsvist godt grundlag for, at udvælge de rette bukke til afskydning. Dog skal man fra starten afskyde bukkelam og etårsbukke, som er små af krop. Sandsynligheden for at de nogen sinde opnår en kropstørrelse, der giver mulighed for udvikling af en stærk opsats, er ringe. Her kan man roligt glemme opsatsens størrelse – det er kropsstørrelsen som afgør, om der på sigt kan udvikles et stærkt trofæ. Husk også, at en buk sagtens kan sætte en opsats op, hvor volumen er stor, men vægten lav. Og samme buk vil måske sætte en opsats op, hvis volumen er nogenlunde den samme i de efterfølgende år, men hvis vægt støt vil øges.  

Denne afskydningsmodel producerer flest opsatser. Herefter skal udvælgelsen ved afskydningen sikre, at de bukke, som er tilbage, har størst potentiale for at udvikle sig til store stærke bukke.

Den viste afskydningsmodel giver ikke mulighed for at skyde specielt mange dyr i alt, men til gengæld mange bukke. Bestandens aldersfordeling vil resultere i højere andel af ældre handyr, som i sagens natur er trofæbærende. Skal der produceres store bukke, er det afgørende, at have mange bukke at vælge imellem, så man kan gennemføre en selekteret afskydning. Dernæst skal bukkene have mulighed for at opnå høj alder. Der er som nævnt en klar sammenhæng mellem høj alder og høj opsatsvægt. I områder med lav bestandstæthed i forhold til områdets bærevene, vil man ofte kunne se bukke med stærke trofæer. Årsagen er, at der her ikke er konkurrence om de kritiske vinterføde.

Afskydningsmodellen er i manges øjne kontroversiel, idet der ikke skydes særlig mange bukkelam og etårsbukke. Erfaringerne fra ejendomme, hvor modellen har været praktiseret i årevis, giver dog ikke anledning til nogen som helst bekymring, og resultaterne taler sit eget tydelige sprog. Der skydes store stærke bukke, og de allerstørste er næsten uden undtagelse gamle bukke. Undlader man at skyde mellemgamle bukke der sætter en lovende opsats op, er grundlaget for at skyde store og stærke bukke tilstede. Når en buk med potentiale for at udvikle det store trofæ er nedlagt, bliver den som bekendt ikke større. Derimod viser erfaringen sørgeligt ofte, at en opsats, der ved første øjekast er god opsats, ofte bliver meget mindre i tidsrummet fra skuddet lyder, til bukken ligger forendt i skovbunden. Nøglen til succes er her at kende sit vildt og skyde bukken, når den størrelsesmæssigt topper.

I Sverige, Norge og afgrænsede terræner i Danmark har man med held fulgt forskellige afskydningsmodeller, hvis mål har været at producere store stærke trofæer. Den fælles faktor og formentlig væsentligste årsag til at man har opnået bukke med endog meget stærke trofæer, er et lavt jagttryk på unge og mellemaldrende bukke. Den høje gennemsnitsalder har ganske enkel givet mange voksne bukke lov til at udvikle deres opsatser fuldt ud. I England og Skotland er det således helt almindelig praksis igennem flere år helt at undlade afskydning af bukke i et givent område, hvis man efterfølgende ønsker at skyde store bukke. Herved får man opbygget en aldersmæssigt set god bestand med henblik på en senere udvælgelse af store bukke.

Herhjemme er der gennemgående en for stor afskydning af unge og mellemaldrende bukke. Uden en form for selektion får man ikke store og stærke bukke på terrænet!  

Kilder:
Viltbiologi af Olav Hjeljord. Landbruksforlaget, Norge.
Rådyr af Göran Cederlund og Olof Liberg. Aschehoug.